Bæredygtighed & SOFS

SOFS Boutique hotel har valgt at arbejde med bæredygtighed siden vi åbnede hotellet i 2021 – og stræber årligt på at blive bedre. Vores årlige bæredygtighedsplan er med til at gøre en forskel, håber vi.

Så – Hvorfor? Og hvad gør vi egentlig?

Bæredygtighedsplan 2026

Vi stiller krav til os selv og vores leverandører. Det er for os en helt naturlig del af det at drive virksomhed. Vi har (som ethvert andet hotel) et stort forbrug af især linned, mad og drikkevarer, men ved at stille grønne krav til, hvordan vores leverandører fremstiller og transportere deres varer, kan vi være med til at gøre en forskel. 

Vi er bestemt ikke hellige, eller bedre end alle andre – vi vil bare gerne være med til at passe på vores miljø og hinanden. Det gælder både nær-, og fjernmiljø. 

Gæster

  • Gæster får mulighed for at fravælge rengøring ved ankomst, og via dørskilt.
  • Udvide vores information om bæredygtig transport før-, under-, og efter endt ophold. Således gæster udleder mindst mulig CO2 på deres rejse.

Medarbejdere

  • Giv vores medarbejdere mulighed for at komme med forslag til klimatiltag. 
  • Føre regnskab for forbruget rengøringsprodukter, således vi kan måle at forbruget af rengøringsprodukter falder.
  • Nyt personale tilbud, som gavner medarbejdernes mentale sundhed.

Leverandører og forretningspartnerskaber

  • Årlig snak med leverandører om deres bæredygtige handlinger, og dokumentation for forbedringer.
  • Kan nogle af vores produkter optimeres og gøres mere bæredygtige med formål på at blive mere bæredygtige og spare udgifter.

ESG tiltag – bæredygtige løsninger

Her hos SOFS er vi stolte af at være det første, og på nuværende tidspunkt, det eneste hotel i Jylland med Økologisk spisemærke i guld – med en procentsats på 99% ud af 100%. Læs mere om vores certificeringer længere nede.

Vi har primært én stor leverandør af mad, hvilket reducerer antallet og hyppigheden af leverancer og i sidste ende sparer CO2.

Vores små leverandører Stillers Coffee, Hans & Grete og Grand Fromage, som alle ligger her på Guldsmedgade, leverer varerne til fods.

På SOFS arbejder vi med cirkulær tænkning – hele vejen rundt på hotellet. Vi prøver, så vidt muligt, at genbruge og upcycle. 

Vi beder vores lokale leverandører om at genbruge så mange af bæreposerne, som muligt – således bruges nogle af vores bæreposer i flere måneder, før de er helt slidte og hullede smides ud (og sorteres naturligvis). Plastikbøtterne, som har indeholdt mad, gøres grundig rene og benyttes til opbevaring af andet mad i vores køleskabe eller til sæbevand til beskidt bestik. Med andre ord, en masse små tiltag, som forhåbentlig kan være med til at gøre en forskel. 

Green Globe certifikat siden 2023-2025

SOFS Boutique Hotel var certificeret med Green Globe Certification. Vi stoppede samarbejdet i 2025.

Stadig samme bæredygtige hotel

For SOFS var det vigtigt, at få bekræftet vores arbejde med bæredygtige processor. Det var certifikatet med til at systematisere og bekræfte.

Nu her 2 år senere, arbejder vi på at udarbejde ESG rapporten, som bekræfter det samme, og dermed har vi droppet GG, som er en enorm bekostelig affære, for en lille virksomhed som os.

Guld Økologiske Spisemærke siden 2021

SOFS er det eneste hotel i Jylland certificeret med guld øko mærke – 98%. Kravet til os selv er ikke mindre end 95%.

Dette er en gratis statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder. Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske. Spisemærket findes i tre udgaver; guld (90-100%), sølv (60-90%) og bronze (30-60%).

Vi stiller store krav til kvaliteten af vores produkter, men oplever heldigvis at det er nemt at finde lækre varer, som er økologiske og som passer til konceptet.

Woods CPH – Rent og fri for skadelig kemi

Woods’ ingredienser dyrkes uden herbicider og pesticider. Det reducerer miljøbelastningen væsentligt og bidrager samtidig til, at ingredienserne virker endnu bedre.

Kundernes sikkerhed er højeste prioritet. Derfor anvender Woods ikke genbrugt plastik eller PCR-plastik (Post-Consumer Recycled Material), da undersøgelser fra 2021 og 2023 har vist, at PCR-plastik kan indeholde ukendte og potentielt skadelige kemikalier.

Hudplejeindustrien kan være svær at navigere i med misvisende markedsføring, falske løfter og et overvældende udvalg.

Woods mener, at hudpleje aldrig skal være forvirrende. Med tydelig kommunikation og transparent markedsføring gør de det nemmere at træffe de rigtige valg for dig og din hud.

Læs mere om Woods Copenhagen

Madspild

Vores personale får naturligvis lov til at spise af den overskydende mad. På den måde går de ikke sultne i seng, og vi smider mindst muligt ud.

Om sommeren laver vi iskaffe af overskydende kaffe, så medarbejderne kan køle sig ned på de travle vagter. Om vinteren drikker vi kaffen varm og varmer os på den.

Too Good To Go kombinerer på fin vis forretning med hensyn til miljøet. Her kan vi sælge overskydende mad til glade kunder – ofte folk, der arbejder lige rundt om hjørnet og skal bruge madpakke til frokost.

Kunderne afhenter selv, oftest gående eller på cykel, hvilket betyder minimalt CO₂-udslip. Det synes vi er godt tænkt.

Overskydende vand fra te og vandkander – både varmt og koldt – bruger vi til rengøring af gulve og vanding af planter.

Bæredygtig rengøring

Vores rengøringspersonale oplæres i effektiv rengøring med bæredygtige produkter og gode arbejdsgange. Det betyder, at vi bruger mindre rengøringsmiddel uden at gå på kompromis med resultatet.

Vi har også fokus på affaldssortering og på kun at udskifte plastikposer, når det er nødvendigt. På den måde undgår vi unødvendigt spild i hverdagen.

Vores rengøringsprodukter er nøje udvalgt i samarbejde med Ditlev Jørgensen. Produkterne er blandt andet biologisk nedbrydelige, bærer EU-Blomsten og omfatter en Cradle to Cradle™ Gold-certificeret serie fremstillet af 100% genbrugsplast.

Vaskemidlet til klude, badekåber og håndklæder kommer fra tyske Sodasan, som fremstiller produkter med økologiske og naturlige ingredienser uden skadelige kemikalier.

Vores badeværelsesprodukter som sæbe og shampoo er fra danske Yrolì, der arbejder med Blue Beauty-produkter baseret på bæredygtige og havsikre ingredienser samt genbrugt, genanvendelig eller genopfyldelig emballage.

På den måde passer vi både på miljøet og på vores rengøringspersonale, som arbejder med produkterne hver dag.

Tekstiler

DanishDown har leveret vores dyner og puder. De arbejder med RE:DOWN-konceptet, som sikrer genanvendelse af ressourcer og minimerer spild af råvarer.

Ved vask af de genbrugte dun anvendes der ingen kemikalier, kun naturlige vaskemidler. Vandet i processen kommer fra naturlige, termiske varmekilder i jorden, hvilket bidrager til en mere bæredygtig og næsten zero-waste-løsning.

Dun, der er for beskadigede til at blive brugt i nye dyner, får nyt liv i gødningsprodukter, mens pude- og dynevår genanvendes i isoleringsmaterialer.

SOFS’ gamle dyner og puder er doneret til DanishDown, så de kan blive genanvendt og indgå i nye allergivenlige og bæredygtige produkter.

Vores linned renses og leveres af Elis, et svanemærket vaskeri med en cirkulær forretningsmodel. Det sikrer, at linnedet udnyttes bedst muligt gennem hele dets levetid.

Linned og håndklæder er miljøcertificeret med Oeko-Tex og EU Ecolabel og fremstillet af 100% økologisk bomuld. Sengelinnedet er desuden blandet med genbrugspolyester for at øge holdbarheden.

Indretning

SOFS overtog et andet hotelkoncept i 2021. Da vi ønskede at skabe et nyt koncept, valgte vi naturligvis at genbruge så meget som muligt.

Senge, borde, tv, lamper og stole fra de eksisterende værelser er derfor blevet en del af det nye koncept. De møbler, der ikke kunne indgå, er leveret til den lokale genbrugsforretning Kirkens Korshær, hvor de enten er blevet solgt videre eller brugt som en del af butikkens egen indretning.

Ødelagte møbler og øvrige møbler, som ikke kunne genbruges, er afleveret på genbrugsstationen til korrekt sortering.

SOFS er indrettet uden at følge kortvarige trends. Det var oprindeligt et personligt ønske fra ejeren, men set med bæredygtige øjne giver det også god mening. Når indretningen ikke bliver uaktuel efter få sæsoner, kan møbler og materialer bruges i mange år.